Croquisfestival 2018 – tak for i år

Vi ses igen til CROQUISFESTIVAL 2019 i weekenden den 30.-31. marts 2019.

Vi starter først med at planlægge programmet til oktober, men hvis du har nogle gode idéer, er du velkommen til at kontakte os inden da.

Tilmeldingen til CROQUISFESTIVAL 2019 forventes at åbne i starten af januar 2019.

 


 

I 2018 afholdtes croquisfestivalen den 17.-18. marts i Borup Kulturhus, Møllevej 2, 4140 Borup, der ligger 500 meter fra Borup Station.

Croquisfestival 2018 var arrangeret med arbejdstitlen “Back to Basics”.

Rækken af croquisfestivaler i Borup Kulturhus startede for 11 år. Det var dengang vores idé at skabe et årligt møde mellem de mange croquisgrupper, der eksisterer i hele landet. Et møde, hvor vi sammen kunne markere vores passion for croquis med en stort årlig event, der kunne give genklang langt udover vores egne cirkler, og dermed vise omverdenen, at passionen for at tegne levende mennesker stadigt er aktuelt, inspirerende og eksisterende.

På alle croquisfestivaler har vi skabt et stort fælles værksted med mange åbne scener og et fantastisk ovenlys i den store sal.

I evalueringen af croquisfestival 2017 var der mange, der efterlyste, at vi gav mere rum til at deltagerne kunne snakke sammen og udveksle erfaringer.

Ved croquisfestival 2018 gav vi derfor endnu mere plads til at deltagerne kunne mødes indbyrdes og drøfte deres fælles interesse.

Vi havde derfor
… indført en frokostpause om lørdagen,
… lagt 30 min. ind før oplægget af en anerkendt kunstner lørdag eftermiddag
… lagt 30 min. ind efter præmieoverrækkelsen om søndagen
… naturligvis bibeholdt frokostpausen om søndagen.

Vi ved, at det ikke er nok blot at give rum til dialog og samvær. En god festival er afhængig af deltagerne som ildsjæle til at tage initiativer til dialog med hinanden.
Derfor opfordrede vi til, at deltagerne kontaktede hinanden i pauserne fx ved at vise hinandens tegninger og drøfte de forskellige teknikker, som man anvender.

Vi havde sat en række opslagstavler op langs væggene, hvor man kunne sætte nogle af dine tegninger op til inspiration for og dialog med andre.

Croquisfestival.dk opfatter croquis som en mangfoldighed af udtryksmuligheder. Fascinationen af menneskekroppen har historisk været en varieret inspirationskilde til billedkunstværker i mange stilretninger og kunstretninger.

Når 70-80 tegnere/kunstnere mødes i en fælles weekend, er der rig lejlighed til at se mange forskellige udtryk og få snakket med kunstnere, der måske har andre idéer end dig for hvilke udtryk, der bedst formidler den menneskelige krop.

Vi opfordrede til, at I viste interesse for hinanden.

Diplom
Alle deltagere på Croquisfestivalen får et diplom for deltagelse. Diplomet uddeles ved festivalens afslutning.

Fotografering forbudt på festivalen
Der er fotografering forbudt på festivalen – Skovbo Kunstforening har en egen fotograf, der dokumenterer festivalen. Der er mulighed for at lave personlige aftaler om fotos med fotografen.