22 modeller på 5 scener

Croquisfestivalen tilbyder en mangfoldighed af tegnetilbud til deltagerne. Vi ønsker at give dig så mange tilbud med så stor variation, at du føler at du ikke kan nå alt hvad du ønsker, …… og så alligevel. Vi ved, at du lader dig friste og bliver inspireret til at yde mere end du er vant til. Som flere deltagere siger, så er det en fantastisk oplevelse du får, når du tegner så meget, at hjernen slår helt fra, og du bare tegner og tegner.

I den store hal er der opbygget 4 scener, der er opdelt efter, hvor længe modellerne står i de samme stillinger, så du altid kan skifte til det tempo, som du føler lige matcher dine behov, og/eller du kan skifte til den model, som inspirerer dig mest:

Scene 1 er den hurtige scene med stillinger på 2-3 minutter.
Scene 2 er den traditionelle scene med stillinger på 5-7 minutter.
Scene 3 er den langsomme scene med stillinger på 10-15 minutter.
Par-scenen er scenen, hvor der er dobbelt model med stillinger på 10-15 minutter.
Undervisningscenen er placeret i et stort lokale med direkte udgang til den store hal.

Og det praktiske………

På alle scener står modellerne i 45 minutter, hvorefter de holder 15 minutters pause.
Vi beder dig om at være stille under sessionerne og bruge pauserne til at forberede dig. For meget uhensigtsmæssig støj forstyrrer modellernes koncentration.

Mobiltelefoner skal naturligvis være på lydløs eller være slukkede.

BEMÆRK – Vi starter til tiden og slutter til tiden, selvom folk ikke er kommet på plads.

Du skal selv medtage materialer og redskaber. Der er plads til staffelier og opsatser til dem, der vil modellere, men du skal selv medbringe det, som du har brug for. Det er en af grundene til, at vi åbner lokalerne 1 time, før vi starter.