Modeller på 5 scener

På Croquisfestival 2017 er der 17 forskellige modeller fordelt på 5 scener.

Skovbo Kunstforening ønsker at præsentere en mangfoldighed af croquismuligheder.

Vores ambition er, at der skal være så mange og varierede croquistilbud, at du føler, at du ikke kan nå alt det, som du får lyst til at tegne, og derfor bliver nødt til at vælge.

De 17 modeller er af begge køn, alle aldre og alle former.

Croquisfestivalens 5 scener er fordelt med 4 scener i den store hal med forskellige tider og endnu en scene i et tilknyttet lokale – undervisningsscenen, der også ligger lidt for sig selv.

De 4 scener i den store hal er opdelt efter, hvor længe modellerne står i de samme stillinger, så du altid kan skifte til det tempo, som du føler bedst for.

Det nye i 2017 er, at vi har en scene, hvor der altid er dobbeltmodel.

Scene 1 er den hurtige scene med stillinger på 2-5 minutter.


Scene 2 er den traditionelle scene med stillinger på 5-10 minutter.


Scene 3 er den langsomme scene med stillinger på 10-15 minutter.


Scene 4 er med dobbeltmodel og har stillinger på 15 minutter.
 

På undervisningsscenen bestemmer “underviseren” stillingernes længde.

På alle scener er der modeller i 45 minutter, hvorefter der holdes 15 minutters pause.

Bemærk – vi starter til tiden og slutter til tiden, selvom folk ikke er kommet på plads.